SKAGEN: Hvis du gerne vil spille badminton på hyggeniveau og ikke altid har den nødvendige tid på grund af skiftende arbejdstider eller andet? Hvad gør du så? Skagen Badmintonklub har måske svaret med projektet FlexiFjer i badmintonhallen i Skagen Sportscenter.
For to sæsoner siden startede klubben et nyt initiativ op. Trods en svag start, er det gået stille og roligt fremad og er nu en stor succes.
Hvad er så FlexiFjer? Det fortæller den mangeårige træner og badmintonlegenden, Bent Ledet om:
– FlexiFjer har vi hver tirsdag fra kl. 18.30 – 20.30, 2 timer delt op på timebasis. Her kan man møde op med ketcher og få en badmintontime sammen med andre og få et uforpligtende motionstilbud. Der er måske 2, der vil spille single eller man er 4 til en double. Man betaler 40 kr. på mobilpay pr. gang man møder op, fortæller Bent Ledet.
Bent Ledet der var med til at bygge projektet op, fortæller at der ingen undervisning er sådan en aften, det skal være ren hygge og samvær med andre. Han er selv i hallen omkring 19:30-tiden, hvor han kan hjælpe eller svare på spørgsmål.
Denne tirsdag aften havde 4 unge gutter fundet vej til hallen med fjerbolden og ketcher og hyggede sig med en double.
– Vi kommer for at være sammen med vennerne. Det er ikke så meget for træningens skyld, men for hyggens skyld. I stedet for at betale for en hel sæson, så passer det her bedre ind i vores hverdag, hvor vi har arbejde og skole, siger Lasse, Peter, Emil og Theis.
Bent Ledet fortalte, at i forbindelse med badmintonklubbens firmaturnering sidst i februar, var de 3 tirsdage inden turneringen, fyldt op med motionister der lige skulle smugtræne inden turneringen.